Vi sad og spiste madpakker og en af børnene havde fået en ny drikkedunk. Vi begyndte at sammenligne alle vores drikkedunke. Der var to børn, som havde den samme type drikkedunk, men der var forskel på farver og højde. Jeg spurgte børnene hvilke ligheder, der var mellem drikkedunkene og fulgte op med et andet formuleret spørgsmål; Hvordan ligner drikkedunkene hinanden? De svarede, at det var de samme. Jeg spurgte børnene om drikkedunkene var lige høje og de svarede alle ja, men da vi satte dem ved siden af hinanden, kunne de godt se at de ikke var lige høje. Vi hentede to kander med vand med lige meget vand i hver kande. Jeg spurgte børnene hvilken drikkedunk de troede der kunne være mest i og de sagde dem begge. Da vi hældte vandet i drikkedunkene, viste det sig, at der kunne være mere i den højeste drikkedunk! Jeg spurgte børnene, hvilke andre forskelle de kunne se og de kom selv frem til at farverne var forskellige.
Vi undersøgte bagefter alle drikkedunke. Børnene hældte vand op i drikkedunkene og det resulterede i at der kom vand på bordet. Dette var en gylden mulighed for at undersøge, hvad det bedste til at tørre vand op med er. Jeg spurgte børnene, hvad de synes, vi skulle bruge til at tørre op med og de sagde ”PAPIR!”, så jeg hentede et A4 papir og begyndte at tørre op med det. Børnene grinede og sagde at man ikke kunne tørre op med det papir. Jeg spurgte ”Hvorfor ikke?” og tørrede videre og vi kunne alle se at vandet mere blev skubbet rundt end tørret op. Et barn foreslog håndklæde papir og løb ud og hentede sådan et. Det sugede noget bedre, men det var ikke nok med kun et stykke, så børnene hentede flere og vi fik tørret op. Jeg spurgte bagefter børnene, hvorfor tegnepapiret mon var så dårligt til at tørre vandet op og en af dem svarede, fordi man skal tegne på papiret.