Jeg er i motorikrummet med 5 børn. Vi har sammen bygget et tårn af foldemadrasser. Tårnet er blevet ret højt.
Børnene kravler op på det og hopper ned på en madras ved siden af. Et af børnene, Vera, er ikke særlig høj. Hun har problemer med at komme på madras-tårnet. Jeg forsøger mig med en undersøgende tilgang til problemstillingen og siger til børnene: ”Vera kan ikke komme op, hvorfor kan hun ikke det?”. Børnene svarer hoppende og råbende at hun er for lille. Jeg fortolker og udvider svaret ved at sige: Vera er ikke høj nok til at kunne kravle op på madrasserne, hvordan kan vi gøre Vera højere? Straks tager en af drengene sine sutsko af og siger at Vera gerne må låne dem. Han rækker hende sutskoene og hun tager imod dem. Hun tager dem på og prøver så igen. Efter et par forsøg, må hun konstatere, at på trods af sutskoene, er hun stadig ikke høj nok til at kunne komme op på madrastårnet. En anden af drengene tilbyder nu Vera hans sutsko og processen gentages med de nye sutsko. Skuffet må børnene konstatere, at det heller ikke lykkes for Vera at komme op på tårnet med disse sutsko.
Jeg prøver at skubbe børnene i en ny retning og spiger: Øv, det virker ikke med sutskoene. Hvad kan vi så finde på for at gøre Vera højere? En af drengene råber: Vi kan bygge! Imens kaster han sig over nogle puder, som ligger på gulvet. De andre børn er straks med på idéen. De griber alle en pude og stabler dem ihærdigt ovenpå hinanden – hulter til bulter. Puderne er flade på den ene side, men buler på den anden side, så de kan vippe, hvis man lægger dem på gulvet. Jeg tænker, med det samme at børnene ikke kan stable de puder selv, at de øverste puder vil vippe af eller bare vælte. Jeg bider mig i kinden og tvinger mig selv til ikke at sige noget, men lader børnene selv klare opgaven. Vera kravler op på den meget vakkelvorne konstruktion og til min store overraskelse holder den. Vera kommer på madrastårnet under sejrsbrøl og jubel fra de andre børn og hun hopper begejstret ned.